Det bliver en ny og moderne skole med plads til 1.200 elever samt en fritidsordning til 400 børn. Derudover kommer der en daginstitution, hvor godt 120 børn kan blive passet.

”Vi kender udmærket til tilstanden på de to nuværende byskoler, så vi er meget glade for, at vi kan begynde opførelsen af en ny skole til gavn for lærerne og byens børn. Der er tale om en meget vigtig beslutning, så jeg sætter stor pris på, at der har været enighed på tværs af partierne gennem hele forløbet.” siger Borgmester Charlotte Ludvigsen (IA).

Kommunalbestyrelsen vedtog enstemmigt at stifte Siorarsiorfik – Nuuk City Development A/S (NCD) for to år siden, og der er stor tilfredshed ved at se, at selskabets arbejde har båret frugt. NCD har styret processen og har blandt andet haft nedsat et bedømmelsesudvalg med repræsentanter fra flere forskellige politiske partier. Også i udvalget lykkedes det for politikerne fra forskellige partier at finde hinanden, og der var der fuld enighed om, at ÍSTAKs bud på 615 mio. kr. var det bedste, efter alt var blevet gransket. Indstillingen, der blev tiltrådt af bestyrelsen i NCD, er truffet på baggrund af en række forudbestemte kriterier.

”De to endelige bud lå meget tæt på hinanden, så udvalget foretog en grundig gennemgang af dem begge, og heldigvis endte med fuld enighed i både bedømmelsesudvalget og bestyrelsen.” siger Jens B. Frederiksen, administrerende direktør i NCD.