Det er ikke kun Nuuk, der vil nyde godt af det nye byudviklingsprojekt i hovedstaden og etableringen af en ny bydel Siorarsiorfik syd for Nuuk. Resten af kommunen og byerne uden for Nuuk vil også opnå fordele ved det store byudviklingsprojekt af hovedstaden.  Det er 1. viceborgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Justus Hansen (D) sikker på:

”Der er stor interesse fra private for at investere i Nuuk. Dermed er det muligt at bruge flere offentlige midler i byerne uden for Nuuk. Hvis Kommuneqarfik Sermersooq selv skulle stå for at bygge skoler og daginstitutioner i Nuuk, ville det kræve hele anlægsbudgettet i seks til syv år. Ved at sprede den investering ud over en længere periode, bliver det muligt at løfte hele kommunen på en gang i kraft af frigivelse af økonomi og medarbejderressourcer.”

Stærk hovedstad, stærk kommune
Justus Hansen bor i Tasiilaq. Og når 1. viceborgmesteren kigger fra øst mod vest i hovedstadskommunen, så ser han en tæt forbindelse mellem at have en stærk hovedstad og en stærk kommune uden for Nuuk:

”Det er vigtigt for hele landet, at vi har en stærk hovedstad. Og en stærk hovedby i Kommuneqarfik Sermersooq er vigtig for resten af kommunen. De største skatteindtægter kommer fra Nuuk, hvilket gør det muligt at yde god offentlig service i hele kommunen. På samme tid er det væsentligt, at vi politikere giver borgerne valgfrihed. Det gør vi blandt andet ved at bygge boliger, så borgerne selv kan vælge, hvor de vil bo.”