I og med projektet har fået en størrelse, som ikke er set tidligere i Grønland, vil Kommuneqarfik Sermersooq kunne indbygge en række CSR(Corporate Social Responsibility)-forpligtelser i projektet. Det betyder blandt andet, at projektet er forpligtet til at tage over 100 lærlinge og bruge lokal arbejdskraft.

”Lokal forankring er afgørende for både projektet og byen. Det har været væsentligt for Kommunalbestyrelsen, at vi fremadrettet kan stille krav om netop lokal uddannelse og skabe varig beskæftigelse i byen,” siger borgmester Asii Chemnitz Narup (IA).

Nuuk kan se frem til over 100 lærlingepladser. Det glæder 2. viceborgmester Ane Egede Mathæussen (S):

”Det er en enestående mulighed for at målrette en indsats til gruppen af unge, der i dag ikke kommer i gang med en uddannelse. Det viser, at projektets positive sider spreder sig som ringe i vandet og gavner på mange måder i Nuuk.”

En stor del af elementerne til boliger og institutioner skal fremstiles lokalt – det drejer sig blandt andet om døre, vinduer og betonelementer.

”Det har kun kunnet lade sig gøre at få forpligtelser om grønlandsk producerede materialer og lokal arbejdskraft med, fordi projektet fra begyndelsen har været attraktivt qua sin størrelse. Dermed vil vi kunne indarbejde en række CSR-forpligtelser i projektet, som sætter samfundsmæssige aftryk i Nuuk og Grønland,” siger 1. viceborgmester Justus Hansen (D).