Nuuks puls kommer til at banke endnu hurtigere i bymidten, hvor byens hjerte og hovedcenter bliver udviklet med ny skole og nye institutioner. Planen er dog at sprede udviklingen i Nuuk ud til nye områder, så byens struktur også er bæredygtig med 30.000 indbyggere.

På den måde bevarer bykernen sine grønne områder, og en mere jævn udvikling fordeler også trafikken rundt om i byen, så centrum ikke drukner i biler.

Naturligt og livligt midtpunkt

De nye bycentre bliver bygget op af skoler, institutioner, kulturtilbud og erhvervsområder. Tanken er, at de skal skabe et naturligt midtpunkt, i de bydele hvor de bliver placeret. På den måde er de med til at skabe liv og give identitet i lokalområderne.

Der bliver oprettet et helt nyt center i Siorarsiorfik, mens de nuværende centre i Nuuk, Nuussuaq og Qinngorput bliver styrket med nye institutioner, kulturtilbud og arbejdspladser. På den måde skaber lokalcentrene liv i forstæderne og dyrker idealet om aktive samfund, hvor beboerne ikke kun bor, men lever.