Nuuk dyrker med Siorarsiorfik den tætte forbindelse til naturen og mulighederne for en aktiv livsstil. Grønne og rekreative områder er med til at sikre attraktive byrum og gode muligheder for oplevelser og sport.

Et eksempel på den tankegang er princippet om at fremhæve de naturlige fortrin i landskabet og gøre naturen lettere tilgængelig. Det ser vi i de nye byområder, hvor kysten bliver holdt fri for byggerier, så man sikrer offentlig adgang og gør kysten til et fælles gode.

Mange nye muligheder

Fordi den nye bydel, Siorarsiorfik, bliver en forlængelse af Nuuk, åbner bydelen også op til nye områder, hvilket giver mange muligheder for at være aktiv i naturen:

En vej ind til Kobbefjorden åbner mulighed for vandreture, ridning og mountainbiking. En gondollift løfter folk op til toppen af Ukusissat – Store Malene, hvorfra man kan vandre på toppen af bjerget. Og endelig bliver der etableret en kyststi mellem Qinngorput og Siorarsiorfik, hvor beboere kan gå eller nyde en løbetur langs vandet.